Real Madrid var i går aftes involveret i en ekstremt højspændt VAR-situation, da et åbenlyst straffespark på Karim Benzema blev konverteret til et straffespark til Sevilla i den anden ende af banen, efter at Éder Militão havde ramt bolden med armen.
Zinedine Zidane omtalte efterfølgende situationen i hidsige vendinger, og franskmanden udviste ikke stor forståelse for dommer Juan Martínez Munueras beslutning:
- Jeg forstår ingenting. Hvis der var hånd på bolden, så var det der også fra en Sevilla-spiller.
Om dommerens forklaring sagde Zidane endvidere:
- Intet, der blev sagt til mig, har overbevist mig. Jeg snakker aldrig med dommeren, men i dag (i går, red.) er jeg sur. I sidste ende er det, som det er, det kommer ikke til at ændre sig. Jeg er glad for vores spil; vi fortjente mere, fordi vores anden halvleg var strålende.
Spurgt ind til holdets titelchancer i LaLiga sagde Zidane:
- Dommeren må forklare mig reglerne om hånd på bolden, men mere er der ikke at sige om det. Vi kommer til at kæmpe til døden frem til slutningen af sæsonen. Vi kan snakke nu, men der kommer ikke til at blive gjort noget ved det, og det er hvad, der irriterer mig. Vi må tænke på de tre kampe, vi har igen. Jeg er sur, fordi vi fortjente at vinde kampen.

